Generalforsamling

Ny formand i klubben.

Der blev valgt ny formand i Mariager Fjord OK, da der tirsdag aften d. 25. januar blev holdt ordinær generalforsamling i Mariager Hallens cafeteria.

15 fremmødte af klubbens medlemmer kunne dermed takke den afgående formand Niels Jørgen Iversen efter 8 gode år på posten, og samtidig byde den nye formand, 51-årige Jørgen Østergaard velkommen.

Den nye formand har, med journalistiske termer, gjort lynkarriere: Han har blot løbet orienteringsløb i 4 år, og bestyrelsesarbejdet har han blot deltaget i, i de sidste 2 år. Men der er fart over feltet, og Jørgen går helhjertet ind i sporten og ligeledes det organisatoriske, så spændende bliver det at følge ham i årene fremover.

Den afgående formand Niels Jørgen Iversen, fik mange rosende ord med på vejen: Altid villig til at tage små som store tjanser, og han har ofte haft ledende funktioner som klubbens stævneleder, banelægger, banekontrol mv., og han forsætter derfor også som menigt bestyrelsesmedlem i klubben.

Øvrige på valg var Erik Nielsen og Jens Chr. Dalgaard, som begge blev genvalgt. Bestyrelsen tæller i øvrigt kasserer Keld Østergaard og bestyrelsesmedlemmerne Jørn Blom, Jens Christensen og Henrik Bach.

Den afgående formand kunne i sin årsberetning fortælle om endnu et år i Coronaens skygge, hvor mange af klubbens arrangementer endnu engang måtte aflyses.

Jørgen Østergaard

På O-løbsområdet kunne man dog glædes over at gennemføre Nordjysk Stafet i Vesterris skov i samarbejde med Nordjyllands Skovkarleklub. Desuden blev begge stævner i Nordjysk Natløb afholdt i september i henholdsvis Vesterris og Søttrup/Jenle-skovene. Men to af klubbens traditionsrige løb: Nytårsløbet i starten af januar og Efterårsstafetten i oktober måtte desværre begge aflyses. Her i det nye år håber man at kunne gennemføre alle stævnerne.

Klubben arrangerer også hvert år tre store motionsløb, men for andet år i træk måtte klubbens store Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund desværre også aflyses, fortæller to af klubbens stævneledere for motionsløb Erik Nielsen og Jens Chr. Dalgaard.

Mariagerløbet i juni samt Hadsundløbet i september blev begge gennemført, dog i et ret så kraftigt reduceret omfang med blot ganske få deltagere. Her i det nye år håber man, at kunne gennemføre de tre motionsløb uden alt for store Corona-restriktioner.

Klubbens 14 træningsløb kunne heldigvis gennemføres, fortæller den ansvarlige for området Jens Christensen. Dette lod sig kun gøre, fordi en del af løberne selv på forhånd kunne printe kort ud, tage i skoven hver for sig, finde posterne, der hver gang var sat ud i god tid, og så tage hjem igen. Det sædvanlige sociale islæt, blev dermed en langt mindre del af træningsløbene. I det nye år håber man meget at kunne gennemføre et tilsvarende antal løb.

Ansvarlig for klubbens korttegning, Jørn Blom kunne berette om stor aktivitet af klubbens korttegnere, og især kunne han fremhæve nye kort over Vesterris, Nørager, Søttrup/Jenle og Sødringsholm. Også her i det nye år vil klubbens løbsområder blive beriget med både helt nye kort samt revision af mange af de eksisterende.

Klubbens kasserer, Keld Østergaard, måtte desværre berette om et negativt økonomisk år, hvor klubbens aflyste stævner og øvrige arrangementer kunne aflæses tydeligt i regnskabet, og således kom klubben ud med at underskud for første gang i mange år. Det positive er dog, at det nye år ser væsentligt bedre ud, og håbet om at kunne gennemføre fire-fem O-løbsstævner og de tre motionsløb gør, at klubben nok skal klare det, også økonomisk.

Dermed bliver det ikke en synkende skude, som den nye formand Jørgen Østergaard overtager, og Niels Jørgen Iversen kan med sindsro se tilbage på 8 gode år i stolen velvidende, at det både er en sund og meget driftig klub han dermed overlader til den nye formand.